Indskydergaranti
Hvis banken går konkurs
Det sker sjældent, men det kan ske. Derfor findes der en garantiordning, som dækker almindelige indskud op til en fast grænse.
100.000 euro
Så meget er dine indskud dækket med pr. person pr. pengeinstitut gennem den danske indskydergarantiordning, som administreres af Garantiformuen.
Hvad betyder det i praksis?
Har du penge stående på konti i en bank, der går konkurs, får du dine indskud udbetalt op til grænsen. Grænsen gælder pr. person og pr. bank, ikke pr. konto. Har du flere konti i samme bank, lægges de sammen.
Har to personer en fælles konto, regnes hver persons andel med i deres egen grænse.
Flere banker under samme navn
Nogle banker er en del af den samme koncern eller har flere navne. Om de tæller som ét eller flere pengeinstitutter i forhold til garantien, afhænger af, om de har hver sin tilladelse. Spørg din bank, hvis du har store beløb flere steder.
Hvad med aktier og investeringsbeviser?
Værdipapirer i dit depot er dine og indgår ikke i bankens egen formue. De skal derfor som udgangspunkt kunne flyttes til en anden bank, hvis banken går konkurs. Indskydergarantien dækker ikke, at værdipapirerne falder i værdi.
Særlige regler
Der gælder særlige regler for blandt andet visse pensionsopsparinger og for store, midlertidige indskud, fx efter salg af en bolig. Har du sådanne indskud, så læs Garantiformuens egne oplysninger, eller spørg din bank.
Beløb og regler kan ændre sig. Tjek altid de aktuelle regler hos Garantiformuen, før du træffer beslutninger om større beløb.